Om

Jeg hedder Lone

– og jeg elsker at hjælpe mennesker med at få det liv, de ønsker.  Det er vigtigt for mig at samtalerne giver klarhed, flytter grænser og skaber forandringer for de mennesker jeg sidder overfor. Sådan har det været i 23 år. 

Personlig udvikling gør os mere livfulde

Jeg trækker på en skattekiste med mange terapeutiske værktøjer, som jeg har erfaring med har virket – både for mig selv og de mennesker, jeg har hjulpet. 

Jeg tror på, at vi alle indimellem har brug for et andet menneske, der kan sætte et spejl op – og som kan se, lytte – og guide os igennem udfordrende livsfaser, så vi kommer ud på den anden side i en bedre og klogere tilstand, end før krisen satte ind. Hver gang vi overkommer en livsudfordring, bliver vi  stærkere, friere og mere bevidste end før. 

At underkende værdien af løbende personlig udvikling vil med tiden gøre os handlingslammede og fastlåste i gamle mønstre.

Det er en dejlig tanke, at selv når vi bliver ældre og kroppens styrke mindskes, kan vi glæde os over at vi samtidig bliver mere bevidste.

Livet før og efter NLP 

Flere gange har jeg oplevet at terapeutiske samtaleforløb har hjulpet mig igennem udfordringer, jeg har gået med, så jeg kom lettet og glad ud på den anden side – mere bevidst og med mere mod på livet end før. 

Via min uddannelse er jeg stødt på terapeutiske værktøjer, der decideret har forandret mit liv. Sådan var det på NLP-uddannelsen. Jeg var begejstret og forsømte ikke en eneste time, for jeg ville ha’ det hele med. For mig blev det livet før og efter NLP,  for der var meget, der faldt på plads for mig. Min følelse af selvværd voksede, og jeg begyndte at se helt nye muligheder.

Det var for godt til at holde for mig selv – og det var derfor jeg valgte at blive psykoterapeut. 

De tre principper

Det var en stor øjenåbner, da jeg lærte om De tre principper, som ikke er et terapeutisk værktøj, men en naturlov alle lever efter, hvad enten vi er bevidste om det eller ej.

Principperne tanke, bevidsthed og livskraft gør os i stand til at skabe, opleve og leve livet. De beskriver de universelle kræfter, vi er en del af, og når vi ved hvordan de fungerer, gør det en kæmpe forskel for, hvordan vi oplever livet og os selv. 

  • Princippet tanke er kraften, der skaber det, vi oplever. 
  • Princippet bevidsthed er kraften, der gør os i stand til at opleve. 
  • Princippet livskraft er kilden til livet og intelligensen bag alting.

At leve disse principper bevidst har betydet en afgørende forskel i mit liv. Pludselig blev det nemmere at ha’ det godt. Derfor har principperne en naturlig plads i mine samtaler.

NLP-psykoterapeut og skribent

Jeg har været praktiserende psykoterapeut siden 1996, og har hjulpet mange mennesker med at lægge problemer bag sig og komme igennem til gode forandringer.

  • Certificeret NLP-psykoterapeut fra Dansk NLP-Institut, og har haft fornøjelsen af at lære af bl.a. Ole Vadum Dahl, Robert Dilts, Robert McDonald, Suzi Smith og Tim Hallbom.
  • NLP Formidlingsuddannelse
  • NLP Sundhedsuddannelse
  • I 1996 åbnede jeg min virksomhed som psykoterapeut med speciale i Naturligvægt.
  • I 2006 lancerede jeg Klub Naturligvægt – Danmarks første onlineklub med mentale værktøjer til naturlig vægt. Flere tusinde kvinder har været med i Klubben, og den er stadig populær. 
  • Jeg er forfatter til “Tanker der slanker” bog+CD (1999), som har solgt mere end 10.000 eksemplarer – og stadig er i handlen, “Slank med omtanke” bog+kort (2002) samt “Tænk dig sund og slank” 2008.
  • Jeg har skrevet artikler om sundhedsstof og portrætter til bl.a. I form og Femina, Hendes Verden og Alt for damerne. 

Lidt om mig

Jeg har arbejdet som psykoterapeut siden 1996. Jeg er 60 år, gift for 2. gang, mor til 2 og mormor til 2 piger. Min Fridahund inviterer mig i skoven hver dag. Hverdagen, familien,  vennerne og naturen er vigtig for mig. Og det at gøre nytte som passioneret terapeut. Jeg elsker at være i den kreative proces, hvad enten det handler om at være med til at skabe nye muligheder for mine kunder (eller mig selv) – eller noget helt konkret som fx. at lave mad, sy quilts eller lege med ler.